Tilbage til gravgard.dk


Beretning om Max Forrests
rejse og første tid i Amerika

   
           
  Forside

Hans og Mariane
Sønderhav

Videbæk
Vorgod
Vildbjerg
Brædstrup
Skive
Hoptrup

Max Forrest

Dette er skrevet d. 9. maj 1970 af Max Forrest

 

   
 

For 66 år siden forlod min ældre bror Hans, dengang 23, og jeg på 21 år vores hjem i Barde nær Herning og gik 12 miles (19 km) til Lem jernbanestationen på vor mors hjemegn.

Jeg kan huske at der stadig var sne i de dybere grøfter, og at græsse var begyndt at blive en smule grønt. Men der var endnu ikke grønne blade på træerne.
To dage senere kom vor far og mor i en vogn med vor

   
    bagage, og dagen efter tog vi et tog til en havn og gik om bord i et skib til Hull på østkysten af England. Turen over Nordsøen tog omkring 24 timer. I Hull blev vi om aftenen gennet ombord på et ventende tog, da dagslyset kom så vi det allersmukkeste grønne engelske landskab.  
   

  I Liverpool overnattede vi i senge, men der var 6 til 8 senge i hvert rum. Næste dag blev vi sat ombord på Ultonia, som lå for anker i yderhavnen.
Turen til Boston tog 9 dage, og de fleste af os var syge det meste af tiden og spiste ikke ret meget. Der var over 3000 immigranter ombord.
1)

   
 

1) Her må Max huske forkert. Dampskibet sejlede sidste gang på ruten Liverpool Boston i 9 feb 1904 – indtil da var der kun plads til 675 passagerer Den blev bygget om i 1904 og havde så plads til 2250 passagerer, men sejlede da ikke på ruten.

In 1899 she was fitted with accommodations for 675 3rd class passengers and started her first passenger voyage between Liverpool and Queenstown (Cobh) – Boston on 28th Feb 1899.  Her last sailing on this service started 9thFeb 1904

   
      På et tog ved Niagara Falls blev togvognene forseglede mens turen gik gennem Canada til Detroit.  På 12th Street jernbanestationen i Chicago blev vi gennet ind i en stor hestetrukken bænkevogn for at blive kørt til de forskellige opsamlingskasserner i Chicago. Det eneste vi skulle gøre var at vise vores billet og så pegede de på det sted hvor vi skulle gå hen.    
      På LaSalle Banegården, Rock Island & Pacific jernbanens banegård, forstod vi på tavlerne med togafgange ordet ”Morris”, der hvor vi skulle hen. Vi tilbragte natten i et venteværelse, og kom på toget til Morris om morgenen. Vi havde selvfølgelig kort med, og vi forstod når konduktøren råbte stationsnavnene.  
 


Klik for et større kort

 

  Så, vi ankom til Morris og der ved stationen var min, eller vores, mors broders kone med hest og buggy-vogn. Hun kunne selvfølgelig med det samme udpege os grønskollinge2) da vi steg ud af toget. Hun kørte os hjem og senere var der nogen der hentede vores bagage.  

Oh skræk: Vi skulle have et bad.
Aldrig, aldrig i hele mit liv har jeg taget bad udelukkende i bækken. Aldrig havde jeg hørt om et badekar, men de hørte til overklassen og havde et i bryggerset. Træ hvor sider og bund var betrukket med tin. Vandet skulle opvarmes på en kul ovn, og efter badet skulle badet tømmes med en spand og tørres med klude. Der var indlagt vand, men ikke afløb og kloak. Køkkenvasken blev tømt ud i et hul i jorden og der var et das ude bagved.   
 

 

2) greenhorns - grønskollinge, nybegyndere, novicer, uvidende..

 
      Min morbrors navn var James Hansen. Han havde to piger der gik i overskolen, og en dreng der hed Vigo. James Hansen havde en lille forretning3). Pigerne kunne bedre lide min bror Hans så de bestemte at han skulle blive og arbejde i forretningen. Jeg skulle så tage til Chillicothe og arbejde for Tony Andersen i hans forretning. Jeg arbejdede der i juni, juli og august til 18 dollars om måneden plus kost og logi.

 

 

3) POP SHOP – énmandsforretning familieforretning, - general store, købmand - isenkram – hjemmeproducerede artikler. Et amereikansk begreb - MOM and POP SHOP

 
   

 Jeg var tilbage i Morris den 1. september og fik arbejde på Havremøllen til 9 dollars for en arbejdsuge på 60 timer. Jeg fik kost og logi til 3.50 $ i det andet hus efter onkel Hansens hus med butikken bagved.

I løbet af vinteren fik Hans og jeg to timers undervisning i engelsk på aftenskole om ugen. Om lørdagen blev vi barberet ved en barber for 10 cent. Der var der også et badekar for 25 cent, som ikke blev meget brugt, der var aldrig ventetid. Men familien Hansen insisterede på at vi med mellemrum skulle have et bad – selv om vinteren (Oh rædsel): Sikke mennesker!

   
           
 

Morris - Chillichotes
87 miles /140 km. 
Morris – Kankakee
75 miles /120 km
Morris – Watseeka
105 miles/170 km
Morris – Chicago 
60 miles/96 km

 

Den anden sommer var jeg tilbage i arbejde for Tony Andersen, denne gang til 21 dollars pr måned. Ligeledes tilbage på havremøllen i september og fik 11 dollars. Denne gang arbejdede jeg på en maskine der slog søm i trækasser.
Det tredje år fik Hans diplom som bogholder, og med det samme blev han lejet ud til en gårdmand som karl. Jeg fik hans arbejde hos onkel James til 26 dollars pr måned, dog til 15 dollars om vinteren.

Efter ét år skulle onkel have en billigere medhjælp, en ny ”grønskolling”, og jeg fik arbejde på en mælkegård i udkanten af byen. Jeg skulle op kl. Fire om morgenen for at fodre og malke køerne. Jeg tappede mælk på flasker mens chaufførerne var inde og få morgenmad.
Rengøring af mælkehuset. Rengøring af
laden. Hvis der ellers ikke var noget at lave kunne jeg børste køerne. Der var ca. syv mand på mælkegården, og det var et interessant arbejde, bare ikke det med kl. fire om morgenen, så jeg ønskede stadig at komme tilbage til forretningen.

   
   

En søndag da jeg var på besøg hos onkel, kom der et telefonopkald fra Claude Bowen fra Coca Cola tapperiet i Kankakee, Illinois. Det var på den måde at jeg kom til Kankakee for 12 dollars om ugen og kost og logi til 4 dollars pr uge.

Der var en dansk luthe-ransk  kirke i Kankakee, og jeg kontaktede et af deres medlemmer.

 
   

  Jeg blev inviteret hjem til ham og vi gik i kirke sammen. Jeg sang godt, og en dag kom der en fra kirken4) ned i midtergangen og spurgte om jeg ville komme med ham op til sangerne i koret. Han viste mig en plads ved siden af Hansine Outsen – som jeg senere blev gift med.
Kan det tænkes et bedre sted at møde sin kommende kone?

Jeg blev hurtigt den tredje partner på Coca Cola tapperiet. Bare for, et års tid senere, at finde ud af at begge Bowen brødrene havde været på galehuset, og at deres far var på Kankakee Statshospital. En af mine venner gav mig det råd at jeg skulle starte en uenighed eller et skænderi med Claude Bowen (den anden Bowen bror var forsvundet), for at få ham til at købe mig ud. Jeg brød mig ikke om idéen, men det virkede. Claude Bowens mor ejede et hotel i Windsor, Ill og hun underskrev hans check og jeg kom fra det med $ 1.200.

 

 

 

4) Deakon - er en der hjælper I kirken - en lægmand, præstens medhjælper, korleder, sognemedhjælper  

 
           
 
Max og Hansine
på Fleming Street

 Et stykke tid så jeg mig for og købte så Sol Morrel Crown tapperiet i Watseeka, og tapperiafdelingen af Volberding isfabrik og tapperi. Så solgte jeg sodavand for 50 cent for en kasse med 24 flasker med enten rød, hvid eller brun sodavand. Dengang blev der ikke solgt sodavand ved købmanden. Kun i klubber, på værtshuse og restauranter. Jeg hyrede en vognmand (hest og vogn) til at køre vare til toget og andre steder. Man kunne sende omkring syv kasser sodavand med toget for 50 cent.
jeg klarede mig fint, efter de to første somre købte jeg West Fleming Street 157 for 500 dollars……

   
   

Her mangler der et ark papir, men Max byggede på det sted et hus og bagved en murstensbygning. Han købte en vogn med hjul som en hestevogn med 2 inch ( 5 cm) kant og kædetræk – tilføjet af Lillian

   
   

 Året efter købte jeg en anden og større vogn, med mindre hjul og med 3 inches (knap 8 cm) gummi dæk.

Første verdenskrig kom og sukker steg til 30 cent pr pund. Sodavand måtte så koste 10 cent pr flaske, og der var ingen der havde den slags penge.

   
           
   

 Da sommeren var forbi fik jeg så arbejde på elektricitetsværket vest for byen. Jeg skulle skovle kul, køre aske ud, tømme kulvogne, til en løn på 55 dollars pr måned. Senere blev jeg fyrbøder på skift. Vi var i alt 20 mand der alle arbejdede 60 timer om ugen. Fyrbødere fik ugentligt 60 – 65 dollars. Den ledende maskinmesteren fik 90 dollars.

Sommeren kom og jeg begyndte igen at lave sodavand, men ikke til ret megen nytte.
Det blev igen vinter og jeg blev igen fyrbøder og fik 60 dollars pr måned, hvilket gradvist steg til 65 dollars. Der var fire kedler der hver gav 250 hestekræfter. Senere på vinteren fik jeg fast skifte fra 23 til 7 om morgenen. Der var kun mig og maskinmesteren (Francis Goroux). Lederen var James Hartleys far.
Dette arbejde var lykken for mig.

   
           
     Sommeren efter købte jeg et lille mejeri for 900 dollars. Hvordan jeg fik skrabet så mange penge sammen kan jeg knap forstå, men jeg kunne ikke låne nogen penge. Jeg købte en gammel Ford lastvogn hos Jay Fanyo for 500 dollars. Jeg ansatte George Horton og efter skoletid hjalp to drenge med at køre ud med mælk. Sommetider måtte drengene blive på skolen efter skoletid. Så havde vi problemer med at levere mælk! Nogle af de ældre mennesker fik en pint (½ l.). om dagen, og dem med børn fik en quart (kvart gallon = ca. 1 l). Vi fik ti cent pr quart.

5) Der er noget tvivl om hvad han mener der – adskillig sagkundskab er blevet konsulteret, også amerikansk. På engelsk står der: …and soon I was months behind with the bigger suppliers. I sold out to the bigger suppliers and bought a bigger churn.

 
   

Vi fik en lille smør kærne og begyndte at lave smør. Landmændene begyndte at presse mig på prisen for store leverancer, og snart var jeg en måned bagud med de større kunder.

Jeg solgte til de større kunder, og købte en større kærne. 5)

 
    Det var en hård tid det første år. Da foråret kom kostede smør omkring 40 cent, -og der kom masser af fløde ind. Der var en mindre depression omkring 1920 og ingen købte smør, så vi var nødt til at sælge noget 40 cents smør i Chicago til underpris, kun 14 cents pr pund.
Vi kom igennem det og fik firmaet registreret.
   
     

Skrevet af Max Forrest
D. 9. maj 1970
I en alder af 87

   
   

Overstat til dansk februar 2008 af Johannes G. Skov

   
           
  Forside

Hans og Mariane
Sønderhav

Videbæk
Vorgod
Vildbjerg
Brædstrup
Skive
Hoptrup

Max Forrest

 

Jeg har prøvet at finde forskellige illustrerende billeder, men selv om man kan meget på inter-nettet så mangler der historiske billeder. Jeg er i kontakt med Lem lokalarkiv og prøver at få billeder derfra.    
  Vil man læse Max Forrest på originalsproget så klik her for PDF    
         
  Max Forrest - hed oprindelig Mads Skov - omtaler sin bror Hans, ikke at forveksle den anden bror Hans Skov, Vorgod, men den Hans der emigrerede il Amerika hed Hans Peder.      
         
  Jeg har været noget i tvivl om de emigrerede i 1903 eller 1904 - da det åbenbart er vinter - snart forår - når de tager afsted. Damperen de sejler med sejlede sidste tur på ruten 9 feb. 04. Så det må næsten have været i 1903, selvom skibet da kun kunne tage 675 passagerer.    
         
  Teksten vil være sat ind på
Vorgod en slags Vandremappe - uden billeder.
Jeg håber med tiden at få lagt Vandremappen ind på denne adresse, da webhotellet har været noget ustabilt.
   
           
    Jeg håber I syntes det har været interessant læsning.
Jeg hører gerne fra jer  johs(at)gravgard.dk
   
    è til www.gravgard.dk      
           
       

© gravgard.dk