Ære være Lars minde

Hans og Mariane
Sønderhav
Videbæk
Vorgod
Vildbjerg
Brædstrup
Skive
Hoptrup

Max Forrest

Inga og Lars Vestergaard Skov

Lars Vestergaard Skov d. 18/12 1920 kom jeg til verden i “Damgård” i Vorgod og blev døbt d. 9. januar -  jeg har ingen erindringer fra den dag; men de har fortalt mig at Fars yngste bror Christian var med ved denne festlighed og havde på det tidspunkt bestemt at han også ville rejse til Amerika - over til de 2 store brødre; og han sagde at når jeg blev så stor at jeg kan lægge hagen på bordet så kom han hjem igen - men han holdt ikke sit løfte - han så aldrig Danmark mere, det var der ikke nogen af dem der gjorde.

Det første jeg så svagt synes at kunne huske er at min Morfar Lars Vestergård var død og at der kørte en hestevogn fra det gule hus med en kiste - det var i 1925.

Går vi så frem til 1932 skete der også noget specielt  - jeg kan huske at der kom en stor lastbil ind i gården, det viste sig at Far og naboen Søren Axelsen i kompagni havde købt en Selvbinder - indtil da havde de skullet binde alt korn med håndkraft når de høstede, det blev jo en vældig lettelse at få en maskine som selv kunne binde alt kornet samtidig med at det blev høstet; og sådan er det gået slag i slag med moderniseringen op gennem årene. -  - Jeg var ellers tjenestekarl derhjemme indtil jeg blev 18 år.

Den 9. april 1940 havde jeg plads på en stor gård og jeg husker tydelig da jeg om morgenen var ved at spænde 3 heste for uden for gården at der pludselig blev en øredøvende motorlarm og da jeg så op , kom der i en bred række på ca 1/2 kilometer 13 tungtlastede tyske bombeflyvere i lav højde, - jeg anede ikke hvad det skulle betyde; men da jeg kom hjem til middag fik jeg jo at vide at Danmark var blevet besat af tyskerne og at bombeflyene nok var på vej til Norge.

1943-44 var jeg på Haslev Højskole, - på vejen derover da vi sejlede på Storebælt standsede Færgen pludselig op, - det viste sig at vi måtte vente lidt fordi de var ved at slæbe en anden brændende Færge ud af Korsør havn -  heldigvis var passagererne kommet i land før en bombe var sprunget , den blev brændende slæbt ud af havnen.  -  Kufferten med mit tøj og hvad jeg skulle have med var sendt hjemmefra nogle dage før jeg skulle rejse ; men den var ikke kommen, jeg forhørte mig jo ad, men der var ingen der vidste hvor den var blevet af , og jeg havde jo kun det tøj jeg var i og heller ingen sengetøj, så jeg måtte prøve om jeg kunne låne mig frem ved mine nye kammerater for det var jo rationeringstider, man kunne ikke bare gå ned i en butik og købe. Kufferten kom stadig ikke så jeg fik sendt lidt hjemmefra, - kort før Jul kom Kufferten pludselig  -  hvor den har været har jeg aldrig fået opklaret ; men bedre sent end aldrig.. - Efter nogle skønne og berigende måneder på højskolen fik jeg plads sammen med en kammerat fra Sjælland på en gård mellem Sorø og Ringsted , der var ret idyllisk med mark ned til ikke så lille en Sø -
En lille interesant oplevelse der:  En søndag eftermiddag gik Alfred (som han hed 2. karlen) og jeg ned til Søen og i en robåd sejlede vi ud til en lille bevokset holm og gik i land - pludselig lettede en vildgås lige foran os , og da vi så nærmere til var der en rede med æg - og sandelig der var kommet en gæsling ud - da vi var ved at gå kravlede gæslingen ud af reden som den ville løbe efter os - så fik jeg den tanke - hjemme på gården havde vi en Kalkun som havde ruget i lang tid - hvad hvis vi tog gæslingen med hjem og satte den under den ? -   Alfred fik gæslingen under sin trøje så den havde det lunt og så roede jeg hjem. Vi satte den under Kalkunen og næste dag begyndte der at komme kalkuner ud af ægene hos den og Kalkunen aksepterede gæslingen, så til almindelig fornøjelse gik der hele sommeren en vildgås imellem kalkunerne, og hen på sommeren begyndte gåsen at flyve rundt om gården.

Jeg havde nu opholdt mig på Sjælland et år og har været en hel del rundt og set og oplevet meget som er anderledes end i Jylland, - det næste år tog jeg plads på en Gård lidt uden for Horsens. Min ældste søster Sine havde ved den tid taget sin eksamen på seminariet i Tønder og fået en stilling som lærer i en forstad til Horsens , så havde jeg jo mulighed for at besøge hende på mine fridage. der var jeg enekarl ;men fandt hurtig gode kammerater både i idrætsforeningen hvor de fandt ud af at de godt kunne bruge mig til at spille fodbold; men også i KFUM fik jeg hyggelige kammerater at komme sammen med. - Det var jo også det år vi oplevede afslutningen på 2. verdenskrig , - vi hørte det i radioen om aftenen den 4. maj og dagen efter, d. 5. maj , fik jeg fri og tog ind til Horsens hvor jeg oplevede en By der helt stod på den anden ende af jubel og glæde og hvor det var Frihedskæmperne der holdt orden i gaderne i stedet for tyskerne. -  sidst på eftermiddagen oplevede jeg også at tage imod de engelske soldater som kom kørende i store lastbiler op gennem jylland  -  en oplevelse man aldrig glemmer.

Da året ved Horsens var gået ville min Far gerne have mig hjem igen. Andelskassen hvor Far var bogholder var blevet udvidet så han skulle være der hele dagen og havde derfor brug for en voksen karl. -Jeg havde da været hjemmefra i 5 år og havde lært og set nye ting og skikke. -
Mens jeg havde været hjemmefra havde de fået startet KFUM`s idræt i Vorgod, så da jeg kom hjem ville jeg da være med der, og begyndte så at spille Håndbold i stedet for Fodbold og har haft mange skønne og oplevelsesrige timer der. -

Ud over det sædvanlige skete der det at vi i 1949 fik en forespørgsel fra en dansk håndboldklub i Flensborg om vi kunne tage imod dem til en håndbolddyst. - At det skete var forårsaget af at min søster Sine efter krigen havde fået stilling som lærer på en dansk skole i Flensborg og så havde de spurgt hende om hun kendte et sted  - de skulle to andre steder men de ville godt have et sted mere -  Problemet var at det var i februar og vi havde ikke dengang en hal i Vorgod; men vi fandt ud af at vi kunne  spille i en stor maskinhal som blev  ryddet og vi modtog en 30 stykker som også skulle privat indkvarteret -  det lykkedes det hele og vi fik arangeret et festligt samvær om aftenen, hvor de gav udtryk for at det ikke var mest for håndboldspillets skyld med sådan en tur herop ; men fordi danskerne dernede havde brug for kontakt med Danmark og de indbød os fra Vorgod til genvisit til sommer, der blev aftalt et tidspunkt for, hvis det skulle lykkes os at komme over grænsen med så mange så ville det tage nogen tid for dengang skulle alle have personlig visum. - Også det fik vi klaret og i sommeren 1949 tog ca 30 håndboldspillere på en 4 dages tur med toget til Flensborg. - Det blev en vældig oplevelse for hele flokken, vi blev privat indkvarteret - vi fik spillet håndbold og de havde arageret ture med os - sejltur på Flensborg Fjord - besøg på Duborgskolen -og en tur til Slesvig Domkirke, til sidst en festlig afslutning.

Tilværelsen kan undertiden  forme sig på en ret indviklet måde. - Således blev det meget skælsættende for mig at jeg en søndag eftermiddag midt i oktober 1951 bestemte mig til at køre en lysttur på min knallert for at få frisk luft og nyde naturen. På min tur kørte jeg på hovedvej 15 mod Videbæk - iblant den øvrige trafik kom der åbenbart en motorcykkel bagfra som ikke havde lagt mærke til at jeg også var på vejen; men kørte med stor fart bag ind i mig, - jeg husker det ikke selv for jeg var bevistløs med det samme og det er blevet mig fortalt at det varede ca. 14 dage før jeg ret kom tilbage til virkeligheden - der var ingenting brækket men en kraftig hjernerystelse . Det blev til en ca. 1 1/2 måneds ophold på Sygehuset - og takket være god pleje fik de mig på ret køl igen; men for at undgå vedvarende hovedpine efter denne omgang fik jeg af Lægen ordre på at holde mig i ro et par måneder. Min familie bestemte derfor at det var bedst at jeg kom hjemmefra så jeg blev sendt på rekreation en uges tid først et sted derefter et andet sted - jeg tror jeg var rundt ved alle mine søstre -også i Flensborg ved Sine.- det har sikkert været en god ide` for jeg har ikke døjet med hovedpine; men er kommet over det uden men - Men det lange ophold på Sygehuset fik også andre følger.- Een af Sygeplejerskerne kunne jeg af en eller anden grund ikke blive træt af at se på - hun var altid frisk og hjælpsom og undertiden et blink med det ene øje -  og hvor mærkelig det end er så fik vi lært hinanden så meget at kende at vi holdt forbindelsen vedlige og det resulterede i at vi fik ring på i marts 1952 og holdt bryllup d. 13.september 1953  -  og har levet lykkeligt alle vore dage  -som det hedder i evntyret- .  Det var nyt og fremmed for Inga at blive landmandskone for hun havde aldrig været ved landbruget.- Vi overtog mit fødehjem og Far og Mor byggede et hus i Vorgod. - Vi må indrømme at for en sådan byboer der var vandt til alle bekvemmeligheder  var det primitive forhold for Inga at komme på landet hvor der skulle fyres i komfur og kakkelovn m. m. men hun tog det tappert og inden længe fik hun også lært at malke med maskine, en god vilie hjælper det halve, siger man - så jeg kan sandelig sagtens med sådan en kone jeg har.  Den 29. november 1955 blev vores eneste barn født det var vi jo lykkelige ved dengang og har kun grund til at være det stadigvæk. -
I 1958 kom en dag Sognerådsformanden og Lægen i Vorgod på visit - de fortalte at der var antaget en hjemmesygeplejerske i Vorgod Kommune , men de manglede en afløser til hende på fridage og ferier og da de vidste at Inga var sygeplejerske ville de spørge om hun ikke ville påtage sig det jop? Hun undskyldte sig med at hun ikke havde kørekort til bil  - det endte da med at de fik hende snakket for - en stilling som hun blev meget glad for og praktiserede i 16 år .  - 

Af mine 3 farbrødre, var der kun 1 der skrev hjem til Danmark, de andre ved man næsten kun om hvad  broderen Mads og hans familie har fortalt og ingen af dem har været på besøg i Danmark;  Mads blev gift med en dansker som han fandt derovre, og de fik 1 dreng og 2 piger , - drengen var en af de Amerikanske soldater der under2. verdenskrig lå i England og med flyvercertifikat var med til invationen af Frakrig i 1944 - hans flyver blev også skudt ned to gange - han slap fra det med livet i behold - den sidste gang blev han meget hård kvæstet og blev noget handikappet i  resten af sit liv - han døde 1985 - Mads døde 1967 . -  Til vor forundring fik vi bud om i 1986 at den ene af Mads` piger Lilian  og den anden   -Clarabell`s datter og så den afdøde søn`s kone havde bestemt at de ville besøge os i Danmark - det blev en vældig oplevelse for begge parter, hvor de oplevede at se deres Far`s barndomshjem og hilse på både deres farbror og deres Far`s søster som endnu levede . - Der var bare det problem at de kunne ikke tale dansk og vi, deres ligealdrende kunne ikke tale engelsk , så vi måtte have den yngre generation til at hjælpe med at kominikere . -   

I 1988 solgte vi gården og købte et hus i Vorgod by  og med det for øje at vi måske skulle møde dem igen, begyndte Inga og jeg at gå til engelsk undervisning i to vintre . -  I 1991 spurgte jeg vores datter Margit om hun kunne få en lille månedstid fri og følge med os til Amerika - hun var jo bedre til sproget-  det faldt i hak altsammen og det blev en vældig oplevelse hvor vi var sammen med omtrent hele familien derovre og det har ført til at vi alle føler vore familier tæt knyttet til hinanden og gesidige besøg både i Danmark og i Amerika er gennemført siden og fortsætter også nu i 2006 hvor min fætter`s datter og hendes mand kommer her på besøg. -  Nu  har vi så nydt tilværelsen i 18 år her i vort hus og har hele tiden været raske og kunnet være med til hvad der foregår af hvad vi har haft lyst til - været på rejse i udlandet en halv snes gange og utallige ture overalt her i landet.

Vorgod april 2006
Inga og Lars  Skov

Margit

© gravgard.dk